Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/216

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

203

dygtigste, tog mig i Forsvar, og man lod mig i Fred.

Men jeg havde faaet nok af Atelierlivet. Jeg led stadig Nød — det er mig endnu ubegribeligt, at jeg stod det igennem, men vi Folk fra Landet har jo nogen Modstandskraft. Der var et Sted, hvortil jeg stadig tyede, og det var Louvre. De gamle Mestre, som jeg beundrede og omgikkes fortroligt, i hvor uendelig lille jeg end forekom mig selv, de skaffede mig nu Brødet. Jeg syntes næsten dengang, at det var som et venligt Vederlag for min dybe Respekt. En Mand fra Syden — en snu Marseillaner — »arbejdede« med en lille Kohorte af Kopister. Jeg begyndte at kopiere; det gik raskere fra Haanden, end jeg selv havde tænkt; man roste mig og gav mig en ussel Løn; men leve kunde jeg. Saa kopierede jeg paa egen Haand og solgte mit Arbejde. Nu kunde jeg baade spise mig mæt og endda købe Bøger og Apparater. Jeg læste megt, jeg tegnede, jeg raderede — og saa begyndte jeg at se mig om i Paris.

Jeg havde hidtil levet som Murmeldyr. Hvad jeg nu saa’, det stødte mig absolut tilbage. Hvor der var udstillet noget hos Kunsthandlerne eller paa den aarlige Exposition, og hvor Folk flokkede sig i tætte Skarer, dér kunde jeg være sikker paa at finde frivole Sujetter, nøgne Fruentimmer, Scener fra Balletten, Væddeløb, pyntede Damer eller Soldater — altid Fruentimmer og Soldater. De Landskaber, jeg saa’, manglede gennemgaaende