204
Landskabets Aand, som jeg selv bildte mig ind at kende, som jeg i hvert Fald havde gjort mig fortrolig med ligefra Barnsben. Jeg indrømmer, at Begrebet Aand fordrer et vist Frimureri for at blive forstaaeligt — men der hører nu engang et »Frimureri« til, for at forstaa Kunst!
Maleren tændte paany sin Pibe. De to Mænd saa’ paa hinanden. Han fortsatte:
Det var unægtelig dristigt af mig, en blot og bar Begynder, at gaa i Rette med den Kunst, jeg saa’ omkring mig, de Kunstnere, jeg efterhaanden lærte at kende. Der var ogsaa Dage, Tider, hvor jeg alvorlig spurgte mig selv, om jeg ikke var gal? — saadan at skære Alt og Alle over en Kam! Jeg forekom mig komisk, og jeg følte mig ulykkelig. Men jeg bad en Bøn, som min Mo’r havde lært mig. Jeg er hverken Fritænker eller orthodox. Jeg er vel vedbleven at være saadan som Bonden er og tænker i dette Kapitel. Jeg bad, naar jeg om Aftnerne gik tilsengs paa mit Tagkammer. Jeg var ikke misundelig paa nogen, led ikke af nogen pinagtig Ærgerrighed. Jeg vidste bare, at der var en Kunstner i mig, og jeg vilde være sand og ren og nobel som saadan.
Men jeg fandt ikke dette omkring mig. Der blev præsteret en overvældende Masse Kunst i denne By. Malere, Tegnere, Skulptører, allesammen sled de i det, som om de kunde have været Fabrikanter eller Børsmænd. Naar de havde opnaaet et Navn, saa gjaldt det om at
