205
sætte sig fast i Folks Erindring og Gunst; saa skulde der skabes en Formue; der skulde indgaas et fordelagtigt Parti, og var der stiftet Familie, saa skulde der skrabes Medgift sammen til Børnene.
Levede man som Ungkarl, saa blev der holdt et helt lille Hof i det kokette Atelier, med Journalister og Spradebasser, for slet ikke at tale om Damebekendtskaber. Min Ringeagt for alt dette kulminerede, da jeg en Dag saa’ en yngre Maler af et uomtvisteligt Talent og et stort Ry sidde højt tilvogns med ingen anden end Modellen, Pigebarnet herude fra, som gav »la grande dame«. Man paastod endogsaa, at han vilde gifte sig med hende. Den Æsel! sagde jeg ved mig selv.
Hvor blev den store Kunst af, eller blot den fine, den sjælfulde?
Jeg var taget ud paa Landet, for at se til en Søster, som var bleven gift. Herude malede jeg mit første Billed. Nu bagefter kan jeg sige, at det ikke: blev af de ringeste, jeg har gjort. Tidt er der noget i det første Arbejde, hvor man føler et friskt Gennembrud, som ikke let kommer bedre, ejendommeligere frem i senere, modne Ting.
Mine Slægtninge herude forstod sig naturligvis ikke derpaa. De har deres at passe, og dér er deres Dom god og sund. Men jeg var næsten lykkelig, da jeg havde faaet Billedet færdigt. En ung Pige — hun som siden blev min Hustru —
