213
Han var her! Og som det gaar ved Opnaaelsen af alle menneskelige Ting — ved Maalet for enhver Rejse, Afslutningen af Alt, hvad der med Spænding er imødesét — han fandt sig allerede ved Begyndelsen af nye Længsler. Thi var der ikke Grækenland — det hellige Land — Ægypten? ….
Aa, disse Rejsebøger og Beskrivelser! tænkte han. Og disse de Medrejsendes Fortællinger om ganske anderledes seværdige Stæder og Steder! Disse Tidens nemme Kommunikationsmidler, der driver og jager os afsted med Tidens egen fordømte Rastløshed! Naar Romantikerne elskede deres Veturiner og Dagvogne — saa udtalte de, dem selv ubevidst, en gylden Leve- og Rejseregel i deres ofte sentimentale Forkærlighed for Luntetrav og Landevejsstøv!
Men ogsaa Romantikerne rejste. Ja, det var dem, der havde gjort Romafarter til et Dogme!
Nej, den franske Maler havde Ret. Han blev, hvor han var!
Og saa var der atter det ved Italien, at Alt var blevet saa befamlet og befølt, bemalet, beskrevet og besunget. Ikke var der en Poet — begyndende fra Goethe og lige ned til en sølle Tidsskrift-Elegiker — uden at han havde været dér og givet sit Besyv med, ordnende Stoffet i den Grad for Turisten, at saavel Lærd som Læg maatte føle sig i Ledebaand, i Gangkurv.
Der Deufel hole die Dichter! Det havde i Florens en sydtysk Dame sagt til Christensen —
