217
alle tilbyde sig som Cicerone. Han lod det første ubeskrivelige Indtryk sætte sig, og saa optog han sine sædvanlige Sysler, sin gamle Maade at være og ræsonnere paa.
Han kunde ikke forholde sig helt afvisende overfor Landsmænd. Der var baade ældre og yngre Kunstnere, som søgte ham; og han trængte i Begyndelsen til Selskab. En egen Luft ligger over Rom, Fortidsluft — man kunde sige Grav-Luft. Om man staar op ved Morgen i det klareste Solskin, i jævnt godt eller endog i straalende Humør, saa skal man nok inden Aften have mærket Skyggerne, der kredser omkring de forvitrede Mindesmærker, der lister sig gennem Paladsernes og Galleriernes Sale, og som ved Solnedgang synes at blande deres dæmpede Sange med de ringende Klokker fjærnt og nær. Der klæber Blod og Forbandelser, ligesaavel som Hymner og Velsignelser ved denne By — tænkte Christensen; og naar Renæssancens Livskraft, dens mægtige Idealitetstrang ikke har formaaet at præge Byen udelukkende med sit adelige Mærke — naar der i det Store fra saa mange Perioder bestandig stikker Epigonernes Afmagt frem — naar der, med andre Ord, stadig skal laves ny Kunst ved Siden af og ovenpaa den gamle, i Stedet for at man skulde valfarte hertil i Ydmyghed og forsvinde i Tavshed — saa kan Indtrykket saa nemt blive et overvejende sørgmodigt: man fristes til at sætte sig her som paa en Grav, ofre sin Tribut til Minderne, og ønske
