218
at Skyggerne allerede havde optaget En i deres luftige Kreds!
Det var Christensen, der tænkte saaledes. Andre have tænkt og ville tænke anderledes. Og Landsmændene tænkte gennemgaaende paa at arbejde og bestille noget — hvad der ogsaa var baade sundt og fornuftigt.
De søgte ham, og han nærmede sig til dem. Han følte, at der var Fare ved at blive altfor alene her! Deres harmløse Passiar, deres Godmodighed, en Spas engang imellem, en Udflugt i Fællesskab, der mere gik ud paa at søge god Vin end god Kunst — alt dette var adspredende, beroligende.
Men saa kom Vrangsiden. Den danske Tilbøjelighed til Smaadrilleriet; det lille Folks Vane til at stikke Næsen i hinandens Sager — dette Kammeratskab, som er en Plage, naar det ikke kan blive til Venskab, og naar det mangler Takt og Smag, Afslebethed og Rutine, for blot at være Selskabelighed. Yderligere: disse evige Pengesorger, hvorunder vor hjemlige Kunst hutler og snegler sig frem, altid følende Skoens Tryk, og derfor — ganske naturligt — stedse talende om, at Skoen trykker.
Saa fulgte de fortærskede Debatter om Akademiet derhjemme — om hvad Kunstforeningen muligvis vilde købe næste Aar — om at skaffe denne eller hin ud af eller ind i en Komité — om Ens Søsters eller Ens egen Forlovelse .…. Det blev omsider Christensen for meget. Thi
