Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/232

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

219

vel er Hjemmet en kær Ting; det rummer i sig det Bedste, som man i det hele har at bygge paa — hvor man end færdes i Verden, og hvilken Bygning man end tænker sig at ville opføre — men iblandt Kejserborgenes Ruiner, paa Cæsars Forum, langs den appiske Vej, i Vatikanet, paa Monte Pincio og S. Onofrio, foran Peterskirken og i Katakomberne, ja selv ude paa Protestanternes Kirkegaard stadig at skulle have Mindet opfrisket om den røde Bygning paa Kongens Nytorv …… det kunde dog ikke være Meningen med at være i Rom!




Saadan mente Christensen. De andre fik da være friskere, sundere, mere i Overensstemmelse med det Liv, hvortil de nu engang var skabt! Han foretrak at være Særlingen, under hvilken Form han var kendt derhjemmefra, og som de gav sig Udseende af at respektere, idet de næsten følte det som en Lettelse, at han trak sig tilbage. Naar man enten har Familie at forsørge ved sin Kunst, eller man arbejder derhen til, som til en Mulighed, hvis Mangel maaske endogsaa bliver en manglende Drivkraft, og naar man »dog alligevel ikke« — som en af Kredsen meget hjemlig-fornuftig bemærkede — »kan falde paa at ville være en Michelangelo,« hvorfor da spænde Fordringernes Bue saa højt? Den kunde muligvis