Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/233

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

220

briste, og man blev hverken Medlem eller Professor derved!

Saa lod han de vordende Medlemmer og Professorer styre deres Kurs henad denne de danske Kunstneres Vej til Ros og Magt — med Udsigten til et nogenlunde Udkomme, til en om end beskeden saa dog agtet og ansét Eksistens, til Giftermaal og Familieforbindelser. Alt er jo dog relativt i denne Verden! Og tænkte han end selv paa Hjemmet omtrent som paa et Fangebur — nogenlunde med Hamlets Ord, om ikke med hans Sønderrevethed — saa maatte han nu, som forhen, give de Andre Ret: de attraaede det Overkommelige, og derfor vilde de sandsynligvis blive baade lykkelige og nyttige Mennesker i deres Samfundsstilling!

Han valgte at mure sig inde. Det kendte han til. Dog ikke saaledes, at han sad i sit Logis. Han færdedes i Kirkerne, i Gallerierne, paa Bibliothekerne, i Samlingerne; han blev særlig Vatikan-Menneske. Men først blev han kendt med og Bekendt af den sydtyske Maler.

Det gik saaledes til.

Han sad en Aften paa en Osteria sammen med Landsmænd. Der havde været en livligere Disput end ellers. En talentfuld, varmblodig Billedhugger, som Christensen nærmest havde sluttet sig til, var endog kommet noget ud over den Streg for Debatten, som Nordboerne for Nemheds Skyld og ifølge deres Naturel plejede at holde. Den nydte Vin havde maaske bidraget