Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/237

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

224

De er et lille Folk! gentog Sydtyskeren og saa’ med det ene Øje bestemt paa Christensen.

Denne nikkede langsomt, greb om Glasset, satte det haardt imod Bordet, og sagde:

Det er en Ulykke! Ikkesandt? De føler det med os … det er en Ulykke!

Man var kommen over Indledningen. Den fremmede Maler drejede sig lidt paa den halmflettede Stol, slog nogen Cigaraske af sit Kjoleopslag — og saa’ bort fra sin Genbo, som havde Ordet:

De aner dog næppe ret, hvad det vil sigel! sagde Christensen. Landet, som er blevet mindre og mindre, ligger helt og holdent i den ene By, som er for lille, om den end er uforholdsmæssig stor. Vi fødes saa at sige paa Skødet af hinanden. Der kan være noget hyggeligt i et saadant Familieskab — naar der blot ikke var Tale om Kunst. Kun til én ad Gangen er der Plads, og han kan endda ikke nyse, uden at alle Slægtningerne siger Prosit! Hvis Kunst, hvis aandeligt Liv i det hele taget forlanger Alburum, saa mangler vort Land — vor By — Betingelserne. Alt befamles, beføles, besnakkes og besigtes i sin første Udfoldelse — den vigtigste Periode for Talentet. Man forfølger det ikke længer med de forrige Tiders barske Bornerthed — sligt kunde undtagelsesvis fremkalde en gavnlig Desperation — nej man nusler, pusler og sysler med Talentet, indtil det fine Vingestøv er borte — indtil alle stærke Livsytringer er brudt …. og saa sætter