226
Arv fra Middelalderen, men som vi har slidt paa, indtil det er forflygtiget i en Decomposition af … Gud véd hvilke Bestanddele. Og I har — bliv ikke vred — I har denne Tilbøjelighed til Selvafklædelse, til at krænge Vrangen ud af jert Væsen, som forudsætter en for os næsten ufattelig Tillid til jere Omgivelsers Diskretion, gode Hjærte og Medfølelse .….!
Christensen rødmede. Førend han kunde svare, fortsatte den Anden ivrigere:
Tro mig, jeg mener netop ikke at saare Dem derved. Jeg føler — smærteligt føler jeg i vore Kredse Savnet af det, der hos Dem synes en ganske naturlig Egenskab. Jeg forstaar, at De ikke i ethvert Selskab viser Dem saaledes; jeg aner et Frimureri imellem Dem og mig — og jeg gentager min Bøn: bliv her — prøv det med os — med mig!
Christensen var overrasket. Det var en Venskabserklæring i saa lidet omskreven Form, som tænkeligt. Han lod imidlertid sit Blik — maaske ufrivilligt — falde paa Vinen i Glasset. Den Anden ligesom snappede Blikket og udbrød:
Det er ikke det! Jeg kommer fra Selskab. Jeg er hjærtensked af det Alt — af de smukke Damer — de aandfulde Herrer — og allermest af de aandfulde Damer. De finder mig exalteret, saadan som De dér sidder og ser paa mig. Ganske som De vil! Vi tales ved imorgen — og De vil maaske finde mere end ønskelig Kølig-
