227
hed. Men nu er vi her — der er Noget, der har nærmet os til hinanden — og jeg slipper Dem ikke — lad saa det »Noget« være, hvad det vil. Sig mig blot med det samme — De kommer jo hertil fra Frankrig — hvad mener De om den franske Kunst?
Atter var Christensen overrasket. Han fyldte sit Glas, skænkede ogsaa i sin Genbos Glas, og vilde just i Almindelighed sige noget om den franske Kunst — da han saa’ det ene store, levende Øje fæstet paa sig med et Blik af dyb, lidenskabelig Uro, en overbevist, fanatisk Uro, der selv gemte Spørgsmaal og Svar paa sin Bund:
Ikkesandt — Frankrigs moderne Kunst er kold — iskold? Og det lille, knappe Ord »eiskalt« klang med en skærende Lyd, som en Diamant mod en Rude.
Den sydtyske Maler greb sit Glas, tømte det i én stor Slurk, lagde sin smukke hvide Haand — uimodsigeligt en Kunstnerhaand — over den brede Pande, og halede med Fingrene i Haarlokken. Paa den ene Finger sad en Ring, en Diamant i ganske simpel Indfatning. Osteriaens øde Rum var søvnig oplyst, men netop i det matte, ligesom vin-omtaagede Skær fra et Par osende romerske Lampevæger lynede og funklede den ædle Sten ud igennem sine usynlige Slibninger. Christensens Øjne droges uvilkaarligt ind imod Glansen. Medens disse hastige eller langsomt dvælende grønne, luerøde, blaa-
15*
