Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/241

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

228

lige og vandklare Blink tindrede dér foran ham, afgav han en Rapport over fransk Kunst, idet han dog fortav sit Møde med Maleren ude paa Landet. Det trængte til en Meddelelse for sig selv, mente han. Han følte sig mere end halvvejs træt nu — og han følte virkelig sine Ord som en Rapport — som en mekanisk Forklaring, hvori Intuitionen tier, og kun Ordene lyde.

Den Fremmede havde talt om et »Noget«, som skulde være imellem dem. Et Noget — hvad det saa var — betog Christensen. Det meddelte sig til den navnløse danske Maler fra den navnkundige fremmede — denne Mand, som sad dér, beundret, efterstræbt, sikker ved saa mange Sejre, øjensynlig adspredt lyttende til den andens Ord — medens der, i Blink paa Blink, udgik fra Stenen paa hans Finger Fortællinger om Fest og Skønhed, store Sale, et Billedgalleri af rigt levende Liv, ophævet over alle pinlige Bekymringer, der kan trække Kunsten ned fra dens ideale Højder.

Øjensynlig adspredt slap den Fremmede Haarlokken med Haanden, fór sig endnu engang over Panden og sagde hastig:

Javist — javist! De har Ret. Jeg kender til det. Ogsaa de unge Naturalister har jeg set. Bah! Naturalisme … som om Fornyelsen kom derigennem! Blot et nyt Udslag af den franske Formalisme — et Greb ud i det tomme Rum, for at skabe en Værdi, hvormed de kan