229
brillere. Og saa bilder de os ind — dem selv ind — at det er Alvor. Ja! med Alvor driver de det — og til Forandring fra Letfærdigheden faar vi alvorlige, kolde, forpinte Miner at se! Paa en hel forandret Livsopfattelse maa en hel forandret Kunst hvile … ingen Fixfaxerier med at male lidt mere og lidt mindre efter Naturen; det er blot Barnagtigheder …. paa Valget og den indre Grebethed beror det — men hvad har det kommende Frankrig at fortælle os derom? La nature!! Som om Naturen var udenfor os …? Aahaa! den er i os —os … den er her!
Og Fingren med den glimrende Ring kom til at pege paa hans Bryst — et bredt, hvidt Skjortebryst, der ligesom spændte sig, for tydeligere at artikulere Ordene og bestemme deres noget vilkaarlige Adresse.
Han bøjede sig frem over Bordet og sagde igen med sin dæmpede, indtrængende Stemmes betagende Betoning:
Tror De, at vi lever i en Tid, som har Kunst, eller i en, som ingen har, som maa laane, ja som med Knæfald maa trygle og tigge sig frem hos de gamle Mestre? — Jeg vil sige Dem min Mening: man sidder ikke i en Drosche, paa en Jærnbanestation, i et Theselskab eller paa en Knejpe og gør Kunst. Man faar heller ikke et Kunstværk frem ved at rende i Mark og Mose, om man saa maler en Forgrund aldrig saa godt! Spørg Venezianerne, spørg Tizian —
