231
maaske snart kunne blive enige om — medens vi ellers nok vilde kunne finde Ulighedspunkter imellem os? —
Hvorledes jeg stiller mig? Jeg har allerede længst taget mit Stade! svarede den Anden, idet han rejste sig og skridtede frem og tilbage over Gulvet i stedse snevrere og snevrere Kredse omkring Bordet. — Kunstneren i vore Dage maa staa paa Højdepunktet af sin Tids Viden — som alle de store Gamle stod. Selvfølgelig ikke en Seminarie-Viden som hos Kaulbach — der ovenikøbet ikke var Maler, men et Uhyre af en Illustrator. Man maa have pløjet en Gren af Videnskaben igennem, og man maa have en Livserfaring, i det mindste stor nok til at den kan hævde En i »Selskabet«, i den Verden af Rang, Intelligens og Aand, som Kunstneren er kaldet til at lede, ikke til at lade sig lede af. Aldrig være en af disse jammerlige Atelier-Fyre, som en blot overfladisk Diplomat kan sætte fast i en Diskussion, eller en fornem Dame kan køre i Ring med. Dér hvor Formue, Luksus og Skønhed findes, dér hører Kunstneren hjemme, og vel at mærke overvejende i den saa kaldte »fødte« Verden. Det er netop et Tegn paa Ufrihed, naar man mener at kunne se denne Verden over Hovedet, medens man naadigt lader sig klappe paa Skuldren af Købmanden og Børsmægleren. Da Tiden ikke mere har store Væggeflader, hellige eller profane Rum, at overlade Kunstnerens Genius til Udsmykning,
