232
da det er Staffelibilledet — og helst af et begrænset Omfang — som Talen er om, naar Tiden har Brug for Kunstneren, saa bør han opretholde sin egen og Standens Værdighed ved fortrinsvis at søge det Selskab, hvor Rigdommen er en selvfølgelig Sag, ligesaa selvfølgelig som Takt og Diskretion, og hvor en »Bestilling« er en Gunstbevisning, som man udbeder sig af Kunstneren, ikke en Almisse, en hinkende Understøttelse, som forpligter til Taknemlighed, og som muligvis krydres med en Tilsætning af plump Familiaritet.
Se her — vedblev han med en let Overgang i Talen, der stadig svingede mellem Ironi, Begejstring og noget Oprørt og Oprevet — her i Rom blev jeg straks ved Begyndelsen af min Kunstnerbane protegeret — som man kalder det — af en fremragende Mæcen, en Fyrste, hvis Familietraditioner peger tilbage mod Renæssancetidens »fødte« Kunstdyrkelse. Han har fra første Færd af behandlet mig som sin Ligemand, sin Fortrolige — og jeg har givet ham Grund dertil! Medens begavede, ja endog fremragende Kammerater af mig møjsommelig har stridt de hæderlige Familiefædres kummerlige Strid — medens Venner af mig, endog ypperlige Malere, derhjemme i Sydtyskland stadig maa kokettere med Kunstforeningernes Repræsentantskab, for ikke at brænde inde med et Arbejde, der maaske i Modelpenge andrager lige saa meget som Kunstforeningens Indkøbspris — eller medens de
