233
maa sælge sig til Jøder og Grækere, for at se deres Kunstværk vandre pae Tournée som et andet Vidunderdyr — saa har jeg her ført det fri og uafhængige Liv, som det anstaar sig den virkelige Kunstner at føre det — i rastløst Arbejde, i en Udvikling, der stiler mod Kunstens Maal uden at skulle se sig om til højre og venstre for at faa Kig paa Købere.
Jeg har haft Lykken med mig! siger mine tidligere Venner. De siger det — og de mener deres dermed; de misunder mig — og de er ikke langt fra at anklage mig for at være gaaet paa Akkord. Ligemeget! jeg har kastet Glans over en Stand og en Beskæftigelse i en Tid, hvor Middelmaadigheden og Materialismen udenfor Kunsten rækker Haand til Materialismen og Middelmaadigheden indenfor Kunsten.
Om Lykke er det ikke værd at tale i høje Toner. Hvem ser ind i den Anden? Faar man ved Lejlighed et Indblik, saa møder man som oftest det modsatte af, hvad man ventede at komme til at se! Jeg véd, at man overvurderer Alt hos mig, lige til mine Indtægter. Man agter kun ikke paa, at den, der i Egenskab af Kunstner lever som grand seigneur, han har sit Maal for Øje dermed; — det er for at bevare i det mindste Muligheden for den »store« Kunst, at han lader sig fyrstelig betale — og han kan maaske have sin Samvirtighed fri, naar hans ene Haand giver de Guldstykker ud, som hans anden Haand tager ind.
