234
Aa ja! det var vel værd at misunde mig, hvis jeg var forfængelig eller borneret nok til selv at føle dette som en Lykke: at bebo en Fløj af et romersk Palads, at være omgiven af den fornemme Verden, osv. Men ser De, min Kære! I den samme fyrstelige Bolig, hvor jeg behager at drive min borgerlige Haandtering saa aristokratisk som muligt — i dette samme Palads befinder sig hint fyrstelige Billedgalleri, hvor Rejsehaandbogens anonyme Forfatter driver Fremmedkvæget hen, for at beundre Renæssancens uforlignelige Kunst. Hvad skal jeg da sige, naar man kommer til mig, i mine Lokaler, efter at man har staaet Ansigt til Ansigt med Tizians »guddommmelige og jordiske Kærlighede« — hvordan nu de lærde Herrer har for godt at betitle et ubeskriveligt og ueftergørligt Kunstværk? Jo! jeg skal forklare Dem, hvad jeg kan sige til mig selv og om mig selv! Jeg kan sige: han blev Portrætmaler, efter at han forgæves havde forsøgt at blive en Tizian!
Intet andet end Portrætmaler …. intet mindre end Portrætmaler! Det er nemlig ganske, som man tager det. Den store Kunst er død, den store Linje, denne rolige, overlegne Bredde i Penslen med al denne dybe, mættede Varme i Koloriten, en salighedssikker og lykkeberust Svømmen i Tonernes stille Guldbad — Sjælens egen Sikkerhed paa sig selv, understøttet af et Herredømme over Midlerne,
