235
som de kommende Aarhundreders famlende Eksperimenter staar afmægtig overfor — denne Kunst er død: den lever i hine Værker, men stiger ikke ned til Epigonerne, for at udlevere sine Hemmeligheder. Ogsaa den store Komposition er død: vi fattes Naiviteten, der giver Allegorien sin Adel og sit Liv; vort Hoved er opfyldt af Avisstumper og Bogtitler; vort Hjærtes Kilde siver hen i Sandet; vor Fantasi er bleven tungfodet, vor Tanke tør — vi har akurat beholdt saa meget tilovers, at vi kan beundre, idet vi smærteligt savner .…. men fortsætte kan vi ikke!
Og dog kan vi tage os sammen paa et Omraade, et Kunstens Gebet, som er kommet dybt i Forfald, som rimeligvis vil synke endnu dybere, maaske helt ned i det fotografiske Niveau — men som, hævdet med Myndighed, lader Plads aaben for et aandfuldt Syn, for Kunstnerens guddommelige Gætteevne, for alle hans Kundskaber, hele hans sjælelige Personlighed, idet han søger at gribe og gengive en anden Personlighed.
Vi har Portrætet tilbage — den mest aristokratiske Kunst, som Arv fra Aristokratiet i Kunsten! .….
Han var atter kommen hen til Bordet; han kastede sig ned paa Stolen, lænede sig frem, og lod sit Øje med det besynderlige spændte Udtryk ivrigt og indtrængende søge
