236
Tilslutning hos Genboen, der paa sin Side syntes undergivet en vis magisk Indflydelse, maaske lidt pinlig — som Alt, hvad der har noget af det ikke ganske Frivillige ved sig.
Det er da Portrætkunsten, De særlig har viet Dem som »Fag«? bemærkede Christensen, der trængte til at høre sin egen Stemme, og som dog ikke ret havde Lyst til at give sit Besyv med dér, hvor den Anden aabenbart foretrak Monologen.
Den Fremmede nikkede: Jeg skal sige Dem, hvad det er, der drager mig derhen imod — og jeg skal sige Dem, hvorledes jeg arbejder. Det Fængslende ved Portrætkunsten — naar man først ret har gjort op med sig selv, at alle Forsøg paa Genre- Historie- og Gud véd hvad for Slags ere ørkesløse og spildte i vore Epigondage — det er den stadige aandelige Udvikling, denne Væren paa Højde med det Betydningsfulde i Tiden, Blikkets udvidede Horisont og Menneskekundskaben, som Portrætkunstneren tvinges til at sætte i første Linje af Fordringerne til sig selv. Min Kunsts Methode, om jeg saa tør nævne det, fører ogsaa dette med sig. Har jeg at male en eminent Aand — lad os sige en af Tidens mest fremragende Statsmænd — saa tinger jeg ikke med ham om saa og saa mange Séancer, byrdefulde »siddende« Timers gensidige Plager — jeg er hans Gæst paa hans Herresæde — jeg omgaas ham saa selskabelig-fortroligt, som mine intellektuelle
