12
mod Havnen mundede den eneste standsmæssige Gade af dem fra gammel Dato. Ud mod Havnen vendte de solide gamle Købmandshuses Façader; de mindre Gyder og de smaa Huse fulgte ogsaa denne Retning; og i det hele taget havde Byen Fald og Retning ned efter mod Fjorden. Det gjaldt ogsaa Oplagspladser og Smaahaver; allesammen skulde de forsøge at komme saa nær Fjorden som muligt. Man kunde da gaa ad den Sti, der fra Havnen førte langs selve Strandkanten, og kigge Byen efter i Sømmene; — rigtignok paa Vrangsiden, ind i Gaarde og Smaahaver; men Ret og Vrang har nu ikke saa stort at sige i en lille Kjøbstad; og særlig denne Købstad satte en Ære i at holde sine Udenomsbekvemmeligheder i saa pyntelig Stand som muligt.
Der var kommen denne ny Tid, som jo skal splitte Alt. Den ny Tid havde lagt sin Jærnbanelinje og Station oppe ved Bakkerne bag om Byen. Og nu var der begyndt en latterlig Konkurrence mellem den »vestre« og den »østre«, den ny og den gamle, den øvre og den nedre Del af Byen. Her oppe var naturligvis anlagt et Jærnbanehotel, moderne, grimt, med Cementpuds og andre forlorne Yndigheder, og omkring Hotellet havde der begyndt at rejse sig et Bygningskvarter: magre Spekulationskaserner, med hovedstadsagtige Tilbøjeligheder til at stille Godtkøbs Spejlglasruder til Skue. Jærnbanelinjen havde ødelagt Fragtfarten paa Fjorden,
