241
sat i Bevægelse! Eller findes der noget, som kunde benævnes den rene, usminkede, uselviske Skønhedsglæde. Vil en Mand kunne føres ind i en Verden af Damer, unge, for Størstedelen smukke, rige, med den uvilkaarlige Forrang, som Fødsel, Opdragelse, ganske særlig heldige Vilkaar giver dem, uden at tænke paa andet end paa at nyde sit Ophold dér, som man nyder et herligt Landskab, Solskin, Blomster, Fuglesang, Statuer eller Musik? —
Christensen aflagde jævnlig Besøg hos den fremmede Maler, og iagttog ham. Den Fremmede havde talt om at elektriseres ved denne Verden. Upaatvivlelig frembragte den saadanne Virkninger paa ham. Med stor Øvelse i at skjule Indtrykkene, røbede han dog i enkelte Øjeblikke den sitrende Bevægelse, den Spænding af fysiske og intellektuelle Kræfter, hvori hans Stilling som Vært ved Skønhedshoffet satte ham. Aa, her var en Flirtation — men fint, fint, luftigt, let og spøgende gik det til. Ikke som dengang … og Christensen rødmede ved at tænke derpaa … dengang — derhjemme — med den smukke Frue — i de Omgivelser …! Herrejemini! hvor vi tager massivt paa Tingene derhjemme — og hvilken Naivitet vi er i Besiddelse af, netop naar vi forekommer os mest paa Højde med moderne Liv og Evropa-Kultur! Og Christensen rødmede endnu en Gang, naar han erindrede sig sin Pathos, sin over-dumme Begejstring, der havde henrevet ham til, blandt
16
