Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/255

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

242

andre gyselige Dumheder, at snakke om Canova og Divan og Prinsessen af Borghese!

Her var jo Divanen — og der blev spøget nok, sagt Aandrigheder nok om den. Og saa var der en Comtesse; — hun kunde i det mindste have heddet saadan noget som Reif- Reiffenstein. Hun var begavet med denne tæmmede Skønhed, akurat lige over sit første Flor, hvor Pantheren nu og da viser Kloen, silkeblød, i højeste Grad behersket, men dog med denne elskværdige Lyst til at rive en Flænge, se lidt Hjærteblod flyde — medens Øjnene lader som ingenting, og kun et Smil kruser sig om den henrivende Mund, der synes at lave sig til at smage paa den første, fristende Draabe.

Saa »gnikkede« Christensen en skønne Dag sine Øjne. Han saa’ sig om i denne fremmede Verden, opdagede, at hans Vens Kunst alligevel var Galleri-Kunst, at han bevægede sig i en Cirkel, som hvert Øjeblik tangerede det »Store«, men hvis Centrum vedblev at være hans egen Person — at denne Person ikke blev større ved at modtage Impulser fra alle disse Kvinder — at hans aandfulde Udkast ikke tilfredsstillede ham selv — at han var slagen af Tidens Sygdom, mærket af dens Uros oddede Sværd — at det ogsaa for ham, Christensen, med den latterlig anmassende Titel »Vidunderet fra Norden«, var en farlig Verden, denne legende, spøgende aristokratisk-internationale Verden, hvor Campagne-Udflugter, Frokoster paa Hoteller,