244
Retninger — og medens han søgte til den gamle italienske Musik og til Renæssanceliteraturen, saa gik der en Verden op for ham af Ensomhed, Ensomhed i det Højestes Tjeneste. Han anede derigennem, hvorledes ogsaa Kunstnerens Forhold til det Kvindelige — givet gennem den alvorlige Mesters uangribelige Exempel — stiller sig og maa stille sig i absolut Modsætning til den moderne forjaskede Jagen efter Capricer. Han betragtede en Periode som afsluttet for sit Vedkommende. Han vilde gerne have vogtet sig for Selvanklage: men da en Tilfældighed atter bragte ham i Berøring med den sydtyske Malers Cirkel — saa var Uroen der igen. Og det, at han med Opbydelse af alle sine Kræfter maatte bekæmpe den, det viste ham, at Freden kun stod paa svage Fødder. Hvor nødigt han vilde: han maatte dog tilstaa, at der vanskeligt lader sig leve med Studium alene og paa et tænkt Ideal. Og dog vilde han ikke ind i den tilsvarende Hvirvel her, som han derhjemme var undflyet. Han vilde bort — han vilde blive … han var ikke langt fra at tælle paa sine Knapper. Han raadspurgte sin Rejsekasse. Den svarede ham med en ynkelig Mine. Han greb dette som en direkte Opfordring. Uden at tage Afsked med nogen, gik han for sidste Gang ud i det sixtinske Kapel. Dér havde han det flygtige Møde med den unge Guvernante. Og saa rejste han hjem.
