246
Grovheder paa bredt Sællandsk — og han stod dér og saa’, hvor Huset var blevet smalt og lavt og grimt!
Hele Byen var blevet kroget, snever, grim og sølet; og da han gik ned til Kvarteret omkring Børsen, hvor han før havde glædet sig over en ejendommelig Arkitektur, noget Karakter- og Stilfuldt, saa forekom det ham, at Holmens Kirke lignede et Pakhus, at Børsen var sunket paa en besynderlig Maade ned i Jorden, saa at kun Kvistetagen ragede ivejret — og Spirets berømte Lindorme forekom ham ligefrem komiske. Gud maa vide, hvad de med deres sammensnoede Halespidser laa og var vigtige over?
Han gennemvandrede Byen, dens Spaseregange og dens nærmeste Omegn.
Han kunde ikke rigtig begribe, hvad Folk saadan vendte sig og saa’ paa ham for. Han blev ærgerlig. Hvad gloede de paa? Han var sig dog bevidst, at han altid undgik at se anderledes ud end andre, baade i Klædedragt og i Manerer.
Endelig gik det op for ham, at de kun saa’ paa ham, fordi han selv tog dem saa skarpt i Øjesyn. Han ønskede at træffe et Genkendelsessmil, eller et ejendommeligt Udtryk, det være sig varmt, beaandet — ja om det saa skulde være et skurkagtigt — blot noget for sig, noget udpræget.
Men de gik deres Gang, saaledes som den danske Vorherre nu engang havde skabt dem
