13
havde gjort Havnepladsen øde, havde begyndt at suge Livet til sig nede fra opefter. Jærnbanen skulde nu ogsaa til at demoralisere den Smule gammeldags Arkitektur, som Byen havde besiddet og instinktmæssig følt sig glad over. Blot nogle faa Aar endnu — og Byens Hyggelighed var forsvunden! Hvad der vil komme i Stedet, ja derom véd vi alle saa temmelig god Besked. Er ikke hele vort Land at ligne ved en lille Provinsby, som har faaet Jærnbane? Og alle hjælper vi, bevidst eller ubevidst, med til at lade Jærnbanen demoralisere os, suge »Livet« til sig, og spy os det ud i Øjnene igen under Form af idéforladt Stilløshed, gold Spekulationssvindel, magre Linjer, triste Farver, kæmpemæssige Annoncer, hvorhen Øjet bedende søger om Hvile ... Hu ha! en Overgangstid, denne!
Tegnelærer Christensen plejede at gaa den samme Tur hver Eftermiddag og anstille de samme Betragtninger. Fra den gamle Gæstgivergaard nede ved Havnen skridtede han op igennem Byen til det »ny« Hotel, Jærnbanehotellet, derfra hen til Jærnbanestationen, ud paa Perronen, hvor han besaa’ det ankommende eller afgaaende Tog, Lokomotiverne, den trøstesløse, parallele Skinnelinje o. s. fr. Han nedbad over det altsammen en ret inderlig Himlens Velsignelse — med sammenbidte Tænder og dirrende Næsefløje.
