247
— jævnt skikkelige og jævnt opvakte, ikke anderledes end de altid havde været, men øjensynlig ret veltilfredse med at være, som de var. Han kunde jo selv tage dem ligesaadan!
Saa mødte han Landskabsmaleren.
Ih nej, Gamle, er Du kommen hjem? Naa, Du har vel faaet rappet en ordenlig Bunke af dig? Nu kommer Du da op i Foreningen og udstiller! Kan Du huske sidst — paa Skovturen? Ha ha! Død og pine, hvor den Frakke sidder … er den fra Paris eller Rom? Ja, Du kan sagtens. Du har ikke Familien at slide for! Dengang da jeg var ude paa Stipendiet, saa spiste vi et Sted — det var Vicolo — vicolo … naa ja, det var et Osteri i Nærheden af Corsoen. Mon det skulde være der endnu …?
Han vedblev saaledes. Christensen gik ordknap ved Siden af den gamle Bekendt. Det forekom ham saa underligt, at han selv havde været saa længe borte — og at der nu blev talt til ham, som om der slet intet Rum af Tid, Indtryk og Udvikling var lagt imellem.
Landskabsmaleren snakkede fortvarende:
Du! nu ser vi dig vel ogsaa hos Grossereren — Konsul er han da! Aa, han har tjent knusende — et rigtig stort Hus, saadan F F er det blevet — og han køber Billeder — og vi har faaet ham valgt ind i Kunstforeningen ved sidste Supplering, sammen med en Kammerherre. Og Fruen … her kneb Landskabsmaleren Øjnene
