Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/262

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

249

Torvet, over Droscherne og Fodgængerne; Himlen som blaasur Mælk; og disse Bygninger her i den uregelmæssige Firkant, med de matte Ruder, og med skrækkelige Linjer i Tage og Skorstene ….

Jo, han var hjemme! Han ventede at høre Spilleøvelserne ovenpaa. Men der oppe var der tyst. Saa blev der ogsaa tyst, ganske stille i ham selv. For første Gang i sit Liv følte han noget, som han ikke tidligere havde haft Betegnelsen for — som ikke var Gnavenhed, Ærgrelse, Misfornøjelse, Indignation — som ligefrem, rent ud var Kedsomhed!

Det Kedelige! Den værste af alle de huslige Aander, der kan opslaa sin Bolig i Krogen af et Menneskegemyt — det var dette, som var denne Bys Hilsen paa ham ved hans Hjemkomst.

Hvorledes værge sig herimod? Ved at begynde at arbejde! Paa hvad? … Han havde jo opgjort med sig selv, at han ikke var Maler. Han havde intet bragt hjem med sig — uden netop Overbevisningen om, at Kunsten, den store Kunst, vel var til for ham, men han ikke for den!

Og — selv om saa var: denne By, disse Omgivelser, disse Mennesker. skulde i det mindste ikke kunne give ham Stødet til at forsøge! Nej, forsage, det var Løsnet!

Og som han nu sad med Hovedet i sin Haand, medens Eftermiddagens Skygger fyldte Trefagsværelsets halvtomme Rum — og medens