250
han stirrede ned i sin halvt udpakkede Koffert, saa faldt hans Øjne over de hjembragte Fotografier, over løse Tegninger og over den lille sammenbundne Pakke af Optegnelser, disse Breve, der ingen Adresse havde …. og alle Rejsens Erindringer strømmede ind paa ham. Han saa’ sig selv gaaende over London-Bridge — over Pont-Neuf — over Broen, der fører til Roms Engelsborg. Han skød Mylret af de engelske og franske Indtryk tilside — han blev staaende ved Rom — kredsende bestandig omkring denne By, som han nu, først nu, begreb at man kaldte »evig«. Aldrig i Evighed burde han være taget derfra! I det bedste eller i det daarligste Selskab — ligegyldig hvilket: han burde være blevet dér, have levet dér — og ikke ladet sig drive bort af Tilfældigheder!
Hvad traf han til at komme sammen med herhjemme? Aa, han vilde ikke tænke derpaa! Naar han havde kaldet Rom for en Grav-By, hvad Navn havde han da for det Sted, hvor han nu befandt sig? Cospetto! Santo diavoletto! en Daare havde han været, altid sig selv lig. Hellere sulte i Rom — omgivet af Arkitektur, Sculptur, Maleri, Historie, Solskin, blaa Himmel, en livligt strømmende, broget Menneskeverden af alle Nationer, skønne Damer, Mænd, som man dog kunde tale med …. hellere suge paa Labben dér, naar han dog i sin Ensomhed kunde have Michelangelo til Selskab —, hellere, naar det kom saa vidt, leve af at smøre Kopier op
