Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

14

Og naar saa Lokomotivet havde skingret ham sit arrige: Varsko! ind i Ørene, saa spyttede han langsomt, ud paa Skinnerne, drejede sig rundt paa Hælen og gik Markvejen op til »Plantagen«.

Plantningen var Ungskov med anlagte Stier i Bugter op til et Lysthus, der laa højt med Fjærnsigt over By, Fjord, de nære Herresæders Skove, Jærnbanelinjen, de endeløse Marker og de velgørende Smaalunde og Pilegærder. Her plejede Tegnelæreren at sidde til Sol gik ned. Naar der kom Feriegæster eller Bybefolkning op til Lysthuset, veg han dem straks Pladsen. I modsat Fald kunde han sidde endnu længe dvælende, indtil det dybe Mørke faldt paa. Han skræmmedes da i Reglen op af en løsladt Dampsky og den hæse eller skingrende Fløjten fra et Lokomotiv hist ovre ved Stationen. Saa gik han ikke samme Vej tilbage, men balancerede fra Plantagen paa Rygningen af et Markskel ned til Stien, der fører langs Strandkanten forbi Byens Udbygninger og Smaahaver til Havnepladsen og Gæstgivergaarden.

Dette havde han nu omtrent gjort i fire Uger hver Dag, og i tre Uger havde Klubben hver Aften brugt det til Samtaleæmne.

Denne Eftermiddag var der endnu flere Øjne i Reflexionsspejlene og endnu flere Næser end sædvanlig bag Ruderne langs Gaden, da Tegnelæreren passerede op til Jærnbanekvarteret. Thi »det« med Malerlærlingen havde selvfølgelig sat Sindene i Bevægelse.