260
De sad der og samtalede fortroligt, indtil det blev mørkt — og Pigen kom inde fra Familien, for at sige at Maden var anrettet.
Christensen vilde ikke blive og spise. Professoren fulgte ham til Døren, klappede ham paa Skuldren og sagde: Gør som De har bestemt. Enhver er dog sin bedste Raadgiver selv — og min Anbefaling er Dem selvfølgelig sikker. Helst saa’ jeg, at der ikke blev udklækket flere Kunstnere herhjemme — vi er nok om Buddet i Forvejen, og hinkende Fugle er vi alle, naar det endelig kommer til Stykket … men det er jo heller ikke en saadan Anstalt, De har tænkt Dem! Naar jeg er færdig med det dér henne …. og han pegede tilbage over Skuldren mod det store Billed, som akurat kunde skimtes i Mørket …. saa har jeg lovet mig selv en Romerfart til Belønning. Det bliver da min sidste, véd jeg — hvis jeg ellers naa’r saa vidt! Aa, dejligt skal det blive, engang endnu at se Kunst! .. og Himmel! —
Christensen greb den fremstrakte Haand og sagde:
Jeg skulde, dengang da jeg kom, have lagt i mit Haandtryk al den Glæde, jeg følte ved at se Dem igen. Men daarligt blev det. Nu vil jeg sige Dem, at mit Haandtryk lige saa meget gælder det Billed derinde …. det er smukt, det er mandigt, det er en betydelig Malers og et stort Menneskes Arbejde. De er vor ypperste
