262
ogsaa de hjemlige Forhold modtog en Rystelse, som gav sig Udslag i Sindene.
Han selv havde set Uvejret trække op derude. Krigsluen blev netop tændt ikke længe efter hans Hjemkomt. Uden at lægge stærke Sympathier eller Antipathier for Dagen, fulgte han det store Sammenstød mellem de tvende Racer — og da Racekrigen var endt i Borgerkrigen, og da dennes vilde Brande var kvalt i Strømme af Blod — baade skyldigt og uskyldigt — saa mærkede han selv, uagtet sin filosofiske Ro, hvorledes der fra nu af var bragt et Feberelement ud over Sindene i den store Verden, og at Fremtiden, mere end selv de mørke Tvivlere havde kunnet forestille sig, maatte bære Spirene i sit Skød til fortsatte Kampe og konvulsiviske Udbrud.
Han ræsonnerede ikke gerne politisk eller socialt over Tingene; han var ogsaa paa dette Gebet imod Dilettantismen. Han tænkte nærmest over, hvorledes Kunstens Udvikling jævnsides med de øvrige menneskelige Anliggender vilde foregaa.
Men — hvor afsondret man end lever og føler sig, saa er der dog den fælles Atmosfære, den Luft, som man indaander sammen med de Tusinder. Han følte, hvorledes en Strømning af den store Bevægelse var forplantet hertil. Han gav sig, paa sin ensomme, afspærrede Maade, til at følge Bevægelsen og grunde derover. Han kunde ikke være som de gamle Bekendte, han
