265
han en Patricier, der attraaede Livet som en Banket, givet til Ære for hans Højvelbaarenhed, ham selv? Nej! Ikke engang som Kunstner havde han kunnet slaa sig til Ro med Dyrkelsen af Skønheden i festlige Sale — og som Menneske bar han sin Part af Tidens Uro: Følelsen af den Slags Uretfærdighed, der lader enkelte have Nydelsen ved selve Arbejdet — foruden den materielle Uafhængighed — medens Resten af de levende Væsner faar slide og slæbe og pligtskyldigst figurere som Modeller for Kunstneren.
Paa den anden Side: han var dog Kunstner. Om produktiv eller ikke produktiv, saa havde han sat sig visse ophøjede Idealer som et lønligt Maal — og indenfor Grænserne af den Verden, som rummede hans Erindringer og hans Længsler, dér raadede en Herskermagt, som fordrede Underkastelse, Hengivenhed, Orden og Klarhed! Denne Verden pegede for ham ikke hen imod guldbelæssede Karavaner, i Spidsen for hvilke en rovmættet Erobrer eller en heldig Købmand magelig lod sig bære af stønnende Daglejere; — nej, i Kunstens Verden var selv de høje Dignitarier stedse stræbende, aarvaagent stridende og lidende Aander — med hvis Lod den trætte Daglejer maaske næppe vilde tage til Takke.
Naar nu de tusinde, de titusinde, de uendeligt mange Daglejere slog sig sammen, for at fordele Pakkenillikerne paa Samfundskaravanen lidt mere ligeligt — saa kunde Christensen selvfølgelig være med hertil. Men saa’ han og tænkte han
