266
paa Hurlumhejet, der vilde afstedkommes — Glubskheden, Overgrebene, Uretfærdighederne — inden den »ligelige« Fordeling vilde opnaas, saa var der noget i ham, der krympede sig, saa var han Kunstneren, muligvis »Kunstneren iblandt Oprørerne«.
Der var Dage — og de kom ofte igen — hvor Billedet af Livselendigheden og Samfundsuligheden forfulgte ham i den Grad, at han kunde have skilt sig ved alt sit Habengut til Fordel for de Lidende og Fortrykte. Men saa’ han da Bevægelsen ytre sig »praktisk« — og navnlig, dengang da Lederne og Førerne viste sig ude af Stand til baade moralsk og intellektuelt at kunne lede og føre — saa slog han Skoddet i for sit Udkigsvindu, lod den murrende Sorg og Tvivl falde over sig — og læste videre i et eller andet »Værk«, som satte Problemerne op, øgede Gæringen og Utilfredsheden, men ikke vidste mere om »Løsningen«, end Christensen selv vidste.
Det gik ham nogenlunde paa samme Maade med den ny literære og æsthetiske Bevægelse. Han havde anet, at den maatte komme, og han følte dens Nødvendighed øg dens Berettigelse. Men Formen, Maaden, Midlerne, og Personerne? Nej, han kunde ikke være med! Saasnart han var begyndt at beundre en og anden af de unge »Kræfter«, saa skete det regelmæssigt at vedkommende Kraft selv slog ham Bogen ud af Haanden. Her var Surdejg, Salt, Talent —
