15
Hr. Ivar Feldmann Christensen følte ligesom en Smule Nervøsitet over sig paa sin Vej igennem Byen. Derfor var han maaske særlig velstemt mod Station, Perron, Lokomotiv og Skinner. Han gik ind igennem denne Station, ud paa denne Perron, saa’ paa dette Lokomotiv, spyttede hen over disse Skinner — alt med et Udtryk af tilbagedæmmet Lidenskabelighed, der vil tage Revanche.
Og han drev op ad Markvejen til Plantagen, medens de optaarnede Skyer fra om Middagen nu blev formelige Kæmper, Alpekæmper, Giganter, der ragede med de trodsige Pander lige ind i Himlens Zenith, som om de vilde rage og støde og stange Gudeborgen omkuld med alt, hvad der oppe befandt sig: Guder og Gudinder, Nektar og Ambrosia, Drikkeskaaler og alle Gudegækkeriets kostbare Attributer.
Saa kom den første svage Torden, rullende langt borte fra ud over Fjord og fjærne Vidder, med denne egne dybtstemte Ur-Verdens Lyd. En ugengivelig Lyd; saadan en, som om ti Millioner Røster sang en Salme — saadan en Salme som
Af Højheden oprunden er ...
eller en anden Salme; en meget bedre Salme; en, som endnu ikke er af Pen skreven — aldrig bliver skreven, aldrig tænkt af Mennesketanke, men som dog, vaandende sig efter en Form, har dæmret i Beethovens øg Michelangelos Prometheushjærner.
