268
og hvor den træder, dér staar Støv og ram Lugt op, som fra den længe tillukkede Kælder — hvor vi allesammen skal ned engang.
Men Begravelsesdagen, det var Opløftelsen!
Antiksalen betrukket med Sort. Tungt, højtideligt hænger Drapperiets Folder bagom de hvide Guders Majestæter. Ikke den første, den bedste Præst — men Ungdomsvennen taler. Veteranerne i Kunsten, de gamle Graaskægge, de Ældre, de Yngre, de ganske Unge — foruden alt, hvad Samfundet har at byde paa af Autoritet, Repræsentantskab, Uniformer — Alt og Alle har givet Møde. Det er højtideligere end i nogen Kirke. Det er i Templet — stort efter vore Forhold — i Templet for den Kunst, som rækker Haanden over Skyerne til Zeus Kroniden, alle Gavers Giver, alle Mythers Ophav, alle Menneskers Fader.
Og dér hviler Mesteren, ydmyg blandt disse Omgivelser, træt, paa de simple Fyrretræspuder — under Palmegrenene, baade dem, som Blomsterhandleren har skaffet tilveje — de grønne, de, der dufter af Syd og Sol — og dem, som unge Elevers Hænder har malet paa de fire Fjæle — Fredens og Hvilens Symbol, Pietetens og Kærlighedens Vartegn.
Saa drøner Sørgemarschens Toner gennem Rummet. Det er, som om Thorvaldsen staar op af sin Grav og følger sin Elev til Jorden …….
Og de fulgte, alle, fra den højeste til den
