272
og flænser i en Ting, som dog nu engang ikke godt lader sig ændre.
At Christensen havde gjort en Dumhed, det kunde han sige sig selv straks den første Dag, da han havde faaet sin ny Protegé i Huset. Og ytrede han sig end ikke lydelig, saa undlod Karsten ikke paa sin Side at lægge Mærke til de Skyer, der gled hen over Tegnelærerens Pande og formørkede det første Maaltid, som Fosterfader og Fostersøn nød sammen under det fælles Tag.
Det er ikke aldeles nødvendigt at føre Soucen til Munden med Kniven! sagde Christensen med et Smil, som skulde være gemytligt, men som bragte Karsten til at nedlægge baade Kniv og Gaffel og til at se haabløst ud for sig, med en lille Ængstelse over den større Røffel, der upaatvivlelig vilde komme. Røffelen udeblev, men Maaltidet endte i en trykket Tavshed.
Det unge Menneske var vant til at skræmmes og blev let skræmt. Christensen pintes stadig ved at tænke paa al den Underkuelse, som var overgaaet Drengen, men han var ikke heldig i Valget af en Methode, der skulde jævnende udsone Fortiden og tillige være opdragende og dannende paa Fremtiden. En Eneboer er aldrig nogen god Pædagog; han er for optaget af Arbejdet paa sig selv, han vil i Reglen gribe fejl af Midlerne, der skulle retlede andre.
Christensen var Morgenmand. Den gamle Pige, der sørgede for hans Hus, maatte staa meget tidlig op, for at koge Herrens Kaffe.
