275
syntes her at have været mere medvirkende ved Bestemmelsen af det unge Menneskes Teint, end en egenlig sygelig Konstitution. Det undgik ikke Christensens skarpe Blik, at hans Plejesøn havde store, faste Hænder og et rundt, godt Haandled, selv om Armen var tynd og Skuldren kantet. Christensen kunde sige sig selv, at med sund og rigelig Kost, Bevægelse i fri Luft, og nogen Gymnastik, vilde der ikke være nogen Grund til at ængstes for den unge Fyrs Fremtid. Naar blot Christensen kunde give sig Stunder og vente! Men dér kneb det. Thi Plejefaderen saa’ med Kunstnerens Øje — og dette Øje er tilbøjeligt til helst at ville have en smuk, harmonisk Form frem fra Dag til Dag, saaledes at det bliver et voksende Behag at følge Udviklingen.
Udviklingen trak i Langdrag — og Plejefaderen, ja han kunde jo hverken med Pensel eller Modellérstok hjælpe paa den langsomme Natur. Hertil kom, at der ogsaa for »Drengens« øvrige Fremtid skulde lægges en Plan. Men hvilken? Havde den strenge Tegnelærer straks den første Dag kunnet holde Mønstring over Sønnens Evner og Anlæg, og havde det unge Menneske været anvendelig i en bestemt Retning — saa var det jo endda slet ingen »Dumhed«, dette med at faa en Søn dumpende ind i Huset. Men en Malerdreng, en Læredreng, med meget tarvelige Skolekundskaber, maaske saa godt som ingen .…. For Pokker!
18*
