16
Aa, Gud hjælpe mig! at jeg ikke en Gang kan skrige og brøle her ud over Markerne, hvad det er, jeg tænker mig ved en Torden!
Og Christensen, som raabte dette højt, arbejdede sig i den lumre Eftermiddag sveddrivende op ad Markvejen til Plantagen.
Han standsede; han følte, at han muligvis havde gjort en Dumhed i Dag, at han dog ikke fortrød det, men at det menneskelig talt var uberegneligt, hvad han havde indladt sig paa, og at han derfor, menneskelig talt, maatte skaffe sig nogen Oprejsning ved at skælde sin gamle Fjende, det sidste halve Sekulum af det nittende Aarhundrede, grundig ud.
Han gjorde det. Han løftede Armen, med den faste hvide Haand udstrakt knyttet imod et indbildt Lokomotiv, der trak et indbildt Tog. Han saa’ — ligesaa tydelig som om det var virkeligt — Lokomotivfører, Fyrbøder, Konduktører, Togfører, Passagerer. Han raabte, skreg og raabte:
Kør ad H— til; Hvad vil I mig? Min Vej er ikke jeres! Har jeg end ikke haft Kræfter til at standse Jer, saa har jeg dog Kræfter til at fornægte mit Slægtskab med Jer. Og har I, da jeg var ung og umyndig, slæbt mig med et Stykke Vej, saa vil I dog ikke benægte, at jeg forlængst er sprunget af Toget. Aa, jeg kender Jer! Nu holder I ved en Station. En By, et Distrikt skal lyksaliggøres med jert Besøg. Farten er næppe standset, før I mylrer geskæftig ud af
