277
for Plejesønnens Vedkommende blev skudt tilside, ligesaa naturligt som Karsten selv ved et advarende Blik blev skudt tilside, naar han befandtes at opholde sig i de Lokaler, hvor han »ikke havde noget at gøre«. Men ved de ordknappe Maaltider mældte han sig selv som et stumt Spørgsmaal — og Christensen grundede og grundede paa sine Ture, i sin Seng, og i sit Lønkammer.
Skulde han sende Drengen hen paa det tekniske Institut? Christensen havde selv fra tidligere Tid et Horn i Siden paa den agtbare Anstalt. Aa! det er jo det bare Pedanteri, de lærer dem dér! Og desuden … han lo med sin særegne Latter … desuden kunde Fyren falde paa at betragte det som Forskole til Kunstakademiet …. Kunst! han Kunstner? — det manglede blot!
Men, man kunde sende ham slet og ret i Malerlære! Thi det, som man nu engang er . begyndt paa, skulde man helst fortfare med! …. Her standsede Christensen, lidet opbygget for sit eget Vedkommende ved den logiske Følgeslutning i denne Betragtning.
Han kendte desuden ingen Malermester, hvem han vilde betro Fyren til. Den første den bedste var ikke god nok; og Tegnelæreren var kommen paa det Punkt af Eneboeragtighed, at han ikke gad spørge sig frem.
Og jo mere han tænkte derover, jo mere fandt han, at det er vanskeligt at leve Livet,
