278
naar man har unddraget sig saa vidt gørligt de daglige smaa Relationer til Samfundet omkring En — naar man har reduceret sin hele Væren til at ruske sig selv op hver Morgen, opfylde sin Pligt Dagen over med stoisk Strenghed, og forøvrigt lade Tingene gaa deres Gang, lige eller skæv, i en passivt knurrende Erkendelse af, at denne Tid er ikke Ens egen Tid — hvad den saa ellers maatte være for de andre medlevende, mindre sensible og mindre fordringsfulde Naturer.
Men paa Bunden af Tegnelærerens Vaklen laa, maaske ikke ganske klart for ham selv, et længselsfuldt Ønske efter netop i det unge Menneske — med dette »noget« i Blikket — at have en Omgang, et Staldbroderæmne, et Væsen at betro sig til, at kaste sin Kærlighed paa og faa Kærlighed tilbage fra. Hvorledes skulde dette opnaas? Sandelig ikke ved at se Fyren i en tilsmurt Kittel hos en hæderlig Haandværksmester — eller i Mangel deraf hos et professionelt Uhyre af den ordinære Sort. Heller ikke ved at vide Fyren siddende paa det tekniske Institut iblandt en hel Del skikkelige unge Fyre, der dog maaske kunde være uskikkelige nok og i hvert Fald næppe svarede til det Niveau, hvortil Christensen ved eget Arbejde havde hævet sig. Nej!
Det unge Menneske maatte have Kundskaber, den Dannelse, der kaster Bro mellem Personlighed og Personlighed, der muliggør et Samliv, som ikke ligner Robinsons og Fredags — ikke Sam-
