279
livet mellem et Kulturmenneske og en Vild, hvor idyllisk end et saadant kan tage sig ud hos Campe! Men at sende et komfirmeret Menneske hen i en Skole — nej, det gik ikke. At holde private Lærere til den unge Mand — det havde Christensen ikke Raad til. Hvad da? ……
Og Karsten gik og »drev« derhjemme, spidsede Blyanter, kiggede i Tegnebøger, kiggede paa Eleverne, og tyggede paa Viskelæder, indtil man i Huset begyndte at tale derom og interessere sig derfor.
Først kom Urtekræmmeren til Christensen. Lad De blot mig faa Fyren i Forretningen! — sagde han gemytlig som altid. Det skal ikke vare et Fjerdingaar, saa skal De se, hvor nydeligt han kan nusse Svesker og snakke med Tjenestepigerne. Jeg skal gøre den brillanteste Butikssvend ud af ham, som De vil se for Deres Øjne. Han har Anlæg i den Retning, det vil jeg »paa Ære« indestaa Dem for! —
Christensen takkede høflig; men han havde allerede taget anden Bestemmelse — sagde han med et Smil.
Ja saa, Høistærede! men jeg troede netop, at De ikke ….?
Om Forladelse — jo! var Svaret; og det var saa kort, at Urtekræmmeren lidt forbløffet anbefalede sig.
