280
Saa kom Hørkræmmeren.
Min go’e Mand — sagde han — vi plejer jo at kunne tale os til Rette om Tingene. Og der er nu det unge Menneske, Deres Plejesøn ….?
Vil De ogsaa have ham? afbrød Christensen, idet Vreden uvilkaarlig begyndte at mælde sig i hans Stemme.
Hørkræmmeren gav Kasketskyggen et Puf, saa’ venligt overbærende paa sin Vært, og fortsatte atter, hvor han havde sluppet:
Deres Plejesøn — Hr Christensen — som er en meget skikkelig Fyr at se til, om han end ikke stikker synderlig dybt! … Men skal det unge Menneske blive ved at slentre omkring her, snart oppe og snart nede, uden at ha’ noget ordenligt at tage sig fore — saa maa De ha’ mig undskyldt, Hr Christensen, men jeg kender til unge Mennesker, og de kan nemt gaa hen og finde paa Abekattestreger — saadan, hvad der ikke bør være, og hvad man ikke heller plejer at snakke om, skøndt man nu om en Dag ikke ta’er det saa nøje med, hvad man snakker om ….!
Mener De …? spurgte Christensen og ærgrede sig over, at han blev rød i Hovedet i Stedet for at fortsætte.
Jeg mener, at De skulde tænke lidt derover, uden at blive vred paa en gammel Ven! Og kan De ikke selv, med al Deres Lærdom og Kundskaber, hitte ud af det — saa kunde De jo lade mig faa Fyren ned til mig. Noget
