288
at Christensen havde giftet sig tidligt! og Karsten virkelig havde været hans Søn …! Vilde det have forandret Sagen? Muligvis! Aa, visvas! en Søn er en Søn, den ene unge Fyr er som den anden; det er det udviklede Menneske, som Mennesket begærer til Omgang. Naar man selv spænder over en Erfaring, naar man har slidt sig en Anskuelse til, naar man har rejst, fyldt sin Sjæl med Verden, favnet den højeste Kunst i et for Livet varende Favntag …; ja hvad saa? Har man saa Lov til, i ensomt Overmods Utilgængelighed at se ned paa alle andre? .. Jamen, han saa’ jo ikke ned paa dem — naar han blot maatte være fri for dem — kunde se ud, bort over dem — op til sine Guder!
Eller var der maaske Gudinder ogsaa?
Ja — og nej! Der var Michelangelos Sibyller, Rafaels Madonnaer, Rembrandts Saskia, Frans Hals’ Dorthe … hun maatte vistnok hedde Dorthe, Dörtchen … Tizians nøgne og paaklædte — ja hvad var det for nogle? Havde det været hans Hustruer, saaledes som Peter Poul Rubens havde malet sine? eller hans Modeller, Elskerinder? Havde Renæssancen et saadant uhyre Plus forud for os sammensatte og sammenknebne Nutidssinker, at den kunde staa rolig og harmonisk paa den rene vitale Skønhedsglædes Grund, dyrke det Sanselige uden lystne Abefornemmelser, og skabe det Aandelige idet den gengav det rent Legemlige, medens vi nu render omkring og leger Tagfat med det »Aandelige« —
