291
jeg indskrænker mig til om den Indtrædende at sige — — —
At det var en ung Dame med askeblond Haar, hverken stor eller lille, hverken smuk eller styg, velproportioneret, paaklædt med lidt mere Smag end vore danske Damer gennemgaaende have Ord for, men ikke udmærkende sig ved Noget i Toiletkunsten særligt paafaldende eller udfordrende. Hvad Farve og hvad Stof hendes Parasol var af, har jeg glemt; og heller ikke husker jeg, om hendes Handsker havde en eller tre Knapper. Hovedets, det vil sige Ansigtets Udtryk — hvad jeg altsaa ikke formaar at gengive, om jeg saa stod paa Hovedet — laa væsenligt i Øjnene: de lyste, med et klogt, aabent, klart og varmt Blik. Øjenvipperne var lange og ligesom Øjenbrynene meget blonde, hvorved Ansigtsudtrykket kom til at ligge endnu mere i selve Blikket. Munden? — naa ja, Mundvigerne krusede sig en lille Smule opefter, en ganske lille Smule, hvad der gav et Spil over Kinderne af intellektuel Skønhed, dér hvor Ovalen savnede regelmæssig og tiltrækkkende Linje. Og Næsen …. Prrrr! Beskrivelsen er længst forbi.
Kun Et endnu; noget, som straks slog mig, da jeg, selv usynlig, saa’ hende træde ind af Christensens Dør. Foden, som hun satte frem under den foran lidt korte Kjole, var lille. Det behøvede den i og for sig ikke at tilregne sig som en Dyd: thi hele Personen var ikke saa
19*
