292
stor endda, og viser man en »Heltinde« frem, som man ganske vist ikke forsøger at idealisere, bør dog i det mindste det Ene nogenlunde svare til det Andet.
Men denne Fod var baade lille og spændstig og traadte let i Skoen, som var forsynet med Remme og Roset. Det var ikke sandsynligt, at hun havde danset meget — navnlig ikke meget paa Roser; heller ikke laa der i hendes hele »Apparition«, i dette ubestemmelige øjeblikkelige Indtryk af en fremmed Persons iboende Vilkaar og Skæbne, nogen sandsynlig Antagelse for, at hun vilde komme til at danse meget; men denne Fod syntes at tale om det glade, frejdige Sinds naturlige Lyst og Tilbøjelighed til, paa den for en uskyldig Kvinde prisværdigste Maade, at give sig hen i en Stemning, hvortil Mændenes mere tungfodede og brutale Tilbøjeligheder savner det adækvate Begreb. Og er man endelig Kunstner og ser som saadan paa en Kvinde, og slutter man, maaske endog ganske ubevidst, fra Enkeltheden til det Hele, saa talte denne lille Fod ved sin Form, ved sin ejendommelige Maade at se ud paa og at bevæge sig paa, om en harmonisk, velorganiseret Fortsættelse af Form og Funktioner op igennem hele det øvrige Legem — og den ikke synderlig store Skikkelse voksede i samme Øjeblik, som den traadte over Dørtærsklen og spurgte:
Gaar jeg muligvis fejl? —
