293
Jeg véd ikke! … svarede Christensen, idet han rev sig ud af sine Meditationer og med det samme kom til Erkendelse af, at han og den fremmede unge Dame i nogle Sekunder havde staaet og set paa hinanden.
Jeg troede det heller ikke! sagde hun og gik et Par Skridt frem. Jeg kender nemlig Dem — mens det synes at De ikke længer husker mig — hvad der heller ikke er saa mærkeligt!
Ja saa! svarede Christensen bukkende en lille Smule for hende, og søgte i sin Hukommelse blandt tidligere kvindelige Elever.
Nej! sagde hun smilende. Jeg maa hjælpe Dem! Kan De huske — for flere Aar tilbage — i Rom — i det sixtinske Kapel …? her rødmede hun en Kende … eller lad os hellere sige, ude i Rafaels Loggier? —
Virkelig! svarede Christensen. De har Ret! — Værs’god, vil De tage Plads — skøndt — her ser ikke videre indbydende ud ….! Og han trak en Stol frem; og hun satte sig, lagde Parasollen fra sig paa Bordet, krængede den højre Handske af — og rakte ham Haanden.
Altsaa: Tak for sidst!
Aa jeg be’er! svarede Christensen og følte sig som den mest forvirrede, eller rettere som den eneste.
Han trykkede imidlertid hendes fremrakte Haand — en lille, velformet Haand, blød og
