294
hvid, med energiske Aarer. Saa purrede han op i Haaret, strøg sig om Skægget, og sagde:
Det er pænt af Dem, at De efter saa lang Tids Forløb husker en Landsmand, som i Grunden var uhøflig …!
Ikke Spor af uhøflig! —
Ja ja da! Lad os sige, som viste sig overlegen — som i det hele taget viste sig — dér hvor han burde have tiet stille og være forsvundet — hvis jeg ellers i Øjeblikket ret erindrer mig, hvordan det Hele gik til — det vil sige ….!
Han afbrød pludselig; han forekom sig selv latterlig forlegen — rent ud sagt stupid — at han ikke kunde finde paa en eneste afrundende Vending.
Hun saa’ paa ham, ganske naturlig, med hele sit varme, lysende Blik. Det forekom ham, som om det triste Tegneværelse, hvor Solrefleksen nu var forsvundet, paa en Gang begyndte at blive hyggeligt — som om Bordet, hvor Parasollen laa, slet ikke var sortmalet, og som om der ingen kedsommelig Hieroglyfskrift fandtes, ingen dumme Fortegninger og støvede Gibsornamenter paa Væggene — som om Værelset var et andet — og kun han selv var den samme sære Snegl.
Og han saa’ paa hende og sagde:
De ser virkelig — omtrent — uforandret ud!
Omtrent? svarede hun og lo med denne Mund, som nu blev hel allerkærest med sine
