Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/308

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

295

skælmske Mundviger og med — det opdagede han da ogsaa — en Række smukke, lige, hvide Tænder,

Naa ja! jeg er vel ikke længer den taabelige Pige. Det vilde heller ikke passe sig — til min Stilling! —

Deres Stilling? De er altsaa fremdeles … eller er De maaske bleven gift? …

Nej! svarede hun og lo. Stillingen uforandret. Guvernante — Selskabsdame — rigtignok uden Employ! … Og lad os saa tale om Forretninger! —

Forretninger? Han kunde ikke undlade at rynke Brynene en Kende. Dette Væsen dér, som han et Øjeblik havde hensat midt iblandt sine romerske — bedste — Indtryk og Erindringer — hun blev med Et til et praktisk Fruentimmer, med hvem han skulde tale om … Og pludselig for det ud af ham, næsten med Forfærdelse.

For Guds Skyld! De har da ikke i Sinde at …?

Naa? sagde hun, paa sin Side komisk forskrækket.

Jeg mener, svarede han: De tænker da ikke paa at blive Kunstnerinde? —

Hun lo, og spurgte:

Hvorfor ikke? —

Han stod dér, stiv og ganske barsk. Og han sagde tørt:

Det gør mig ondt; men jeg er ophørt at vejlede vordende Kunstnere! —