298
Saa vendte hun sig imod Christensen, rakte ham Haanden og sagde: Farvel — og paa Gensyn!
Da hun var kommen til Døren, standsede hun, tog frem af sin Lomme et lille nydeligt Etui — saa elegant, at det aabenbart maatte være en af disse Erkendtlighedsgaver, som en velstaaende Familiemoder giver sine Børns Opdragerinde ved Afskedsforestillingen — og sagde, paany med et Smil:
Der glemte jeg jo at sige Dem mit Navn — og jeg er dog baade kendt med Deres og Deres Søns! Og hun gav Christensen et Kort, hvorpaa han læste: Helene Borg.
Saa bøjede hun Hovedet, nikkede til Karsten og gik.
Karsten blev staaende henne ved Døren, som han havde lukket efter hende. Christensen stod ved Vinduet og saa’ hen for sig med det lille Kort i Haanden.
Hans Blik faldt fra Kortet hen over Bordet.
Dér glemte hun sin Parasol! De Damer løber ogsaa altid fra deres Tøj. Tag den — spring efter hende — og se, om Du kan naa’ hende!
Karsten fór ud af Døren med Parasollen. Han var tydeligt nok glad ved at faa en Anledning til at fjærne sig. Christensen blev staaende ved Vinduet, rullende i Tanker Kortet sammen til en Cigarret, som han gav sig til at tegne paa Ruden med.
