299
Medens han stod saaledes, saa’ han ned over Torvet. Folk begyndte at komme hjem fra Spasereture langs Søerne, eller fra Udflugter i den nærmeste Omegn. En Mængde Børnevogne var der — og hele smaa Skarer af Børn, som trippede paa de smaa Ben, trætte men øjensynligt fornøjede. Engang imellem et lille Vræl fra en af disse Ekvipager, som en skikkelig Fader eller en omhyggelig Moder gik og trak paa eller skubbede foran sig. Nogle af de smaa Ekvipager havde grønne Bøgegrene stukne ned bagtil ved Kaleschen og foran ved Fodenden. Det saa’ i Grunden elskværdigt ud; og ikke engang de smaa Vræl generede Hr. Christensen idag. Næsten alle de trippende Smaafolk havde Hænder, Kurve eller grønne Botaniserkasser fulde af Foraarets Blomster. Ogsaa dette saa’ fornøjeligt ud. Eftermiddagens Skumring havde en gylden Glans over sig. Aftenen var — af en dansk Foraarsaften at være — usædvanlig stille, Det blæste mærkeligt nok ikke! Fodtrinene, Smaasladren, de smaa Hjuls Knirken — afbrudt af en enkelt tætbelæsset Charabanc’s eller overfyldt Drosches hule Dundren — Alt lød saa sælsomt kendt-ukendt hyggeligt mellem de fire nøgterne Husrækker, som danner Torvet …. Og Christensen stod i sit aabne Vindu og tænkte, at han dog vilde gaa ud og spasere — uansét at han altid holdt sig inde paa en Søndag eller Helligdags Aften.
Men hvor blev Drengen af? —
